Badeudflugter med børn – ansvar og sikkerhed
Badeudflugter med børn
– ansvar og sikkerhed
Dagligt ansvar
Det daglige ansvar for børnene vil i praksis ligge hos lederen af de pågældende børne institution eller andre der har ansvar for børn.
Særligt ansvar
Der påhviler derudover et særligt ansvar på voksne, pædagoger, dagplejere
og andre, der har børn i deres varetægt i det daglige.
Ved badeudflugter til stranden
Pædagogerne
Helst alle, men mindst en af de medfølgende voksne, skal kunne livredning og førstehjælp.
Alle skal have nøje kendskab til de retningslinjer, der er gældende for badeudflugter i den pågældende institution.
Inden de tager til stranden, skal de have gennemtænkt en ”beredskabsplan” således at de er forberedt, hvis der skulle ske noget uforudset.
Sørg altid for en skriftlig tilladelse fra børnenes forældre om at de må deltage i badningen.
Børnene
Tag hensyn til børnenes sundhedstilstand. Det vil bl.a. sige, at der ikke må bades hvis børnene er forpustede efter leg eller overophedede efter solbad, ligesom der ikke må bades umiddelbart efter et større måltid.
Lav klare aftaler med børnene inden turen til stranden:
Hvor må vi bade ?
Hvor langt må vi gå ud ? ( kun soppe, til knæene eller til navlen)
Hold sammen 2 og 2, badekammeraten skal udpeges
Antal børn
Sæt grænser for det maksimale antal børn, der må være i vandet på samme tid.
Aftal det maksimale antal børn pr. medfølgende voksen.
Praktiske forhold
Kontroller bund- og strømforhold inden badningen tillades den pågældende dag.
Bad så vidt muligt på livredderstrande og helst på afstand af andre badende.
Afmærk badeområdet. Dette kan ske ved flag, kegler eller bedst ved ”levende. afmærkning” hvor det er de medfølgende voksne, der angiver badeområdets ydergrænser.
Der må ikke anvendes badedyr, badebolde og andet oppusteligt legetøj.
Der skal medbringes en mobiltelefon og pædagogerne skal kende strandens nøjagtige adresse. Det er også en god idé at have indkodet telefonnummer på den lokale politistation.
Opsyn under badningen
Pædagogernes placering:
Mindst én pædagog der står i vandet og angiver den yderste grænse for badeområdet.
Altid en pædagog der står i strandkanten, hvorfra man har det bedste overblik.
De øvrige medfølgende voksne kan deltage aktivt i badningen sammen med børnene.
Tæl børnene ofte – både på land og i vandet.
Begræns badetiden, så ingen kommer til at fryse.
Medbring en fløjte, da det kan være svært at få børnenes opmærksomhed ved højt støjniveau.
Benyt eventuelt ensfarvede caps til mindre børn, så de er lettere at se.
Ved badeudflugter i svømmehal.
Generelt
Der må kun bades i svømmehaller, hvor der er en livredder tilknyttet.
Er en af de ansatte uddannet livredder, kan dette krav fraviges.
Der må ikke bades i private svømmebassiner.
Pædagogerne.
Der er altid 2 voksne med.
Minimum en, men gerne begge voksne, er med i vandet.
Lav klare aftaler de voksne imellem om hvem der gør hvad.
Praktiske forhold
Svømmehallens almene instrukser følges.
Alle følges ad ind i svømmehallen, hvorefter alle børn stiller op i kø til at få både bælte og luffer på.
Alle børn går i bassin med lavt vand, indtil alle er klar med luffer og bælter.
Alle går samlet ind i omklædningen igen.
Ved udflugter til hav, fjord, søer og åer.
Pædagog/dagplejer.
Hav klare aftaler om hvem der gør hvad.
Undgå at gå i meget store grupper der gør det sværere at overskue børneflokken.
Del børnene op imellem de voksne.
Børnene
Lav klare aftaler med børnene om regler for turen. – Må de soppe? – Dyppe tæer i vandet?
Praktiske forhold
Medbring altid mobiltelefoner
Medbring eventuelt skiftetøj, hvis et barn skulle blive vådt, utilsigtet.
Rådet for Større Badesikkerhed /2019